Tidsrum:

15 juli – 28 juli 2024

Hvor:

Vrå, Sønderjylland

EARTHLY

If I’d been destined at birth
To lie in the lap of the gods,
I’d have been reared by a heavenly wet-nurse
On the holy milk of the clouds.

I’d be god of a stream or a garden,
Keeping watch over graves or the corn, –
But no – I’m a man, I don’t need immortality:
A heavenly fate would be awful.

I’m glad no one stitched my lips in a smile,
Remote from earth’s bile and salt.
So off you go, violin of Olympus,
I can do without your song.

— Arseni Tarkovskij, 1960

Målestok

At være jordisk er ikke længere en simpel og situeret modsætning til overblikket fra det himmelske hinsides. Da guderne forlod verden, og vi mistede deres faste, ydre målestok for vores liv, gik vi straks i gang med at konstruere vores egen. Og da skulle man tro, at vi, som digteren Arseni Tarkovskij synes at foreslå, ville have lavet denne målestok jordisk: Til at blive brugt fra jorden og ikke fra nogen position uden for den. En målestok, som var lille nok til at blive brugt med ansigtet i mudderet; én, som gav endeligt afkald på at være en gud for i stedet at lade os forsvinde langs bækkene, i haverne, ved gravene, mellem majsplanterne. Og man skulle tro, at vi ville have lavet målestokken stor nok til at måle hele jorden og alle dens nuancer; at den ville have en skala for mælken og honningen, men også én for saltet. Men i stedet valgte vi overblikket; vi gjorde os selv til guder over bækken, og vi blev gravenes og majsplanternes vogtere. Vi konstruerede en målestok, som kun var stor i betydningen universel og kun lille i betydningen forskels- og nuanceløs.

Er det svært at være en gud?

Er vi blevet trætte af overblikket over alle ting? Det er næppe nogen tilfældighed, at streaming-tjenesterne flyder over af postapokalyptiske og fantasy-middelalderlige universer. I disse fiktive verdener oplever vi – på distancen – menneskets konfrontationer med en uforudsigelig og kraftfuld materiel omverden, fuld af negativitet, friktion og fremmedhed. Vi aner noget om livsbaner uden overblik og forudsigelighed. Og vi bliver på godt og ondt jordiske, sat fri mellem bækkene, haverne, gravene og majsplanterne. Vi indfinder os med et endeligt perspektiv, underkastede, udsat for utilregnelige kræfter. Vi genoplever en slags oprindelig beboelse, som den må have set ud for vores forfædre. Og den berusende effekt er tilsyneladende ikke særlig afhængig af, om disse vildnisser har indfundet sig før eller efter os, om deres form er science fiction, historisk periodedrama eller en blanding.

Foranderlighed

Den slags hører til i underholdningens verden, mens vi opfatter arkitekturen som en højere og mere virkelig orden. Og at blive jordisk må således forblive en boblende fantasi i samtiden, mens vi til stadighed udbygger og konsoliderer distancen til vores omverdens kræfter og materialer. Sådan har vi vænnet os til at tænke: De praksisser, som udsætter sig for jordens tyngde og uforudsigelighed, er primitive, prekære, historiske, fiktive, etc. De mangler vores tids effektivitet og sikkerhed for resultatet. De mangler kraften til at gennemtvinge lige netop det udfald af begivenheder, som på forhånd er bestemt. Og de mangler det herredømme over forandringen, som stjæler al foranderlighed fra den.