Tilbage

Vejledere:

Peter Møller Rasmussen, 
ph.d.-studerende, Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi

Hans Peter Dinesen, 
Art Director, Dinesen

Søren Vadstrup, 
lektor, Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi

Christian Vennerstrøm, 
timelærer, Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi

Deltagere:

Ada Maria Zalecka
Anna Hanghøj Iversen
Anne Marie Stahl
Philip Antons
Mattis Lande Eisdale
Lulu Agnete Strube
Line Flaskjær
Caroline Stockholm
Tord Johann Larsen Breivik
Sine Vesterlid
Sylvester Bajda Østergaard Pedersen
Mads Bryld Sørensen
Marie Øst Vejbæk
Sarah Lassen
Hanna Ungar Felding
Maria Bro Schaadt
Otto Exner
Anders Wilhelmsen
Thea Berger Brusch
Lars Filip Cullin

CLOUDS WOODS MOONS

Med andelsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet blev landbrugets fremskridt kernen i en landbokultur. Landbruget var på én gang det fælles subsistensgrundlag og den fælles, meningsbærende fortælling på landet. Men med den fortsatte agro-industrialisering i efterkrigstiden fulgte landbruget med verdensmarkedet og gjorde sig gradvis uafhængigt af landdistrikternes lokale arbejdskraft, fællesskab og infrastruktur. Den landbrugsbaserede landsby ophørte med at eksistere, og siden kommunalreformen i 2007 er ‘fritidslandsbyens’ position yderligere svækket med nedlæggelse af skoler, børnehaver, biblioteker etc. Den folkelige landbokultur eksister- er stadig som mytologi på landet, som en forestilling om det oprindelige. 

Men traditionen udgør ikke længere et fuldt verdensbillede. Den er i dag ikke tilstrækkelig som samlende etisk mønster, som matrix for identiteten af ting, relationer og selvforståelse.Tradition er en utopi. Utopien om en samlet kultur og længslen efter integrationen af livet i en kollektiv funktion på et meget komplekst niveau.*

I dag er det derfor ikke klart, hvilken kultur der samler de landlige lokaliteter til ‘steder’. De vigtigste økonomiske kræfter, landbrug og industri, er opskaleret netop ved at gøre sig uafhængige af det lokale. Men livet går videre i landdistrikterne. Det udspiller sig i et broget landskab af vidtstrakte industrielle processer, natur og fragmenter af en svunden landbokultur. I denne overgangstid svigter mange af de faste identiteter, vi har tillagt bygninger og steder. Nye selvforståelser dukker op, nye etiske mønstre og konturer af mening. 

*Jacques Herzog på Harvard University i symposiet Emerging European Architects, 18 October 1988. 

Dette års sommerskole beskæftiger sig med Dinesens faciliteter i Jels, som udgør en sammensat type sted, der er blevet karakteristisk for de danske landdistrikter. En række forskellige ordener eksisterer side om side: Industrielle og historiske, menneskelige og naturlige, materielle og sociale. Vi stiller spørgsmålene: Hvordan kan det arkitektoniske bidrage med nye forbindelser mellem adskilte sfærer i det landlige? Og hvordan kan forskellene virke sammen om at skabe steder og resonans i en ny forstand? Er der interessante mellemværender mellem industrialiseret produktion og de mange, mindre tydelige kræfter en lokalitet udgør?

Sommerskolen gør brug af de friktioner og fortællinger, geografiske lokaliteter er. Det undersøges, hvordan de kan optages i det industrielle og udpege nye, mere sammensatte produktionsformer og -steder. Hidtil overflødige bygninger, mytologier og natur dukker op i uforudsete konstellationer med det industrielle.